🇬🇧Learning to live with disease / 🇩🇰 lære at leve med sygdom

🇩🇰Lære man at leve med sygdommen 

Jeg vil sige at man med tiden bliver bedre til at leve med sygdommen det bliver aldrig nemt men det bliver nemmere med tiden. Det vigtigste step i at lære at leve med sygdom er at acceptere at man er syg og dernæst at lære sine begrænsninger at kende. 

At acceptere at man er syg hvad enten det er medfødt eller pludselig opstået sygdom er det ikke nemt at acceptere for man skal forholde sig til rigtig mange ting i den process blandt andet at man ikke bliver 100% som inden sygdommen fx hvis du brækker en arm så får du gips på og knoglen gror sammen men knoglen bliver aldrig lige så stærk som før den brækkede, lige sådan gælder det når du bliver syg uanset om du bliver rask er du ikke helt den samme som inden du blev syg, i processen med at lære at leve med sygdommen er der to dele det ene er det sygdommen har ændret fysisk den anden er hvad den ændre psykisk

Fysisk skal man til at acceptere at

1: man ikke kan det samme som raske personer/eller da man kunne da man selv var rask

2: det er blevet hårdere at gøre basale hverdagsting

3: at der er fysiske begrænsninger som at du kan måske ikke gå så langt, dyrke ret meget motion

4: du har måske fået sværere ved at koncentrere dig grundet smerter

5: du kan måske ikke fysisk holde til dit job længere, 

6 : du har smerter som gør dagene sværere at komme igennem. 

Der er også den psykiske del i at være syg, 

1: du lever i uvished og skal samtidig forholde dig til din fremtid selvom du ikke ved hvad den bringer.

2: Du skal også forholde dig til hvad andre tænker og mener. 

3:Du står måske med en familie der skal lære at forstå din nye situration samtidig med du ikke selv har lært det

4:din krop er hele tiden på overarbejde fordi den prøver på at finde tilbage til hvad der er normalt 5: du har smerter og dine tanker kører rundt og derfor sover du også dårligere og er derfor altid træt 

6: du føler at du skal yde mere for at andre syntes du har gjort det godt 

7: du står måske overfor at skulle acceptere at du ikke kommer tilbage til dit job eller tilbage på fuld tid. 

8: Måske står du i  At du ikke længere er den samme partner som inden sygdommen fordi du førhen havde masser af energi og overskud og nu har svært ved at overskue en almindelig hverdag

9: du skal forholde dig til sygdom og behandlinger 

Jeg tror at det for at lære at acceptere at leve med sygdom er nødvendigt at give slip på tankerne om hvad man kunne før eller for nogle år siden som man ikke kan længere, det bliver ikke nemmere at leve med fordi man går og tænker over alt det man kunne inden sygdommen, når jeg indimellem har opdaget at der var ting jeg ikke længere kunne har jeg selv om det ikke var let accepteret det og accepteret at det ikke var noget der var muligt at ændre på, nogle af tingene finder man ud af at gøre anderledes eller udføre i kortere tid ad gangen.

Uanset hvor meget man prøver at undgå det så bliver det lidt sygdommen der sætter dagsordnen fordi du ikke kan det samme på en dårlig dag som på en god dag og for mit vedkommende har det været en lang rejse at lære at accepter at sygdommen er en del af mig men at jeg stadig er lige så meget værd på trods af det. Det bliver lidt nemmere at leve med sygdommen hvis man acceptere at den skal være der, så man ikke bruger alle sine kræfter på at kæmpe i mod sygdommen.

  

🇬🇧Learn to live with the disease

I will say that you over time is getting better to live with a disease  it will never be easy, but it will be easier over time. The most important step in learning to live with illness is to accept that you are sick and then lean to know its your limits.

And To accept that you are sick whether it is a disease you’re born with or sudden illness is not easy to accept because you have to deal with a lot of things in the process, among other things, that you do not become 100% like you was before the disease, for example, if you break an arm then you get it fixed and the bones grow together, but the bone will never gets as strong as before it broke, its the same when you get sick, you’re not quite the same as before you got sick in the process of learning to live with the disease there are two steps the one is what the disease has changed physically the other is what it changes mentally

Physically, you must learn to accept that

1: You can not be the same healthy people than you been before 

2: It has become harder to do basic everyday things 

3: There are physical limitations like that you can not go so far, exercise quite a lot of motion 

4: You may have been harder to concentrate because of pain

5: You may not be able to physically stay at your job anymore,

6: You have pain that makes the days harder to get through.

There is also the mental part of being ill,

1: You live in uncertainty, while at the same time need to take care of your future even if you do not know what it brings.

2: You must also relate to what others think about your new situation.

3: You may have a family that needs to learn to understand your new situration while you have not even learned it yourself

4: Your body is constantly working at overwork because it tries to find back to what is normal 

5: you have pain and your thoughts are going crazy and therefore you sleep badly and are therefore always tired

6: You feel you need to make more before others think you’ve done it well

7: You may be about to accept that you will not be back to your job or back in full time.

8: Maybe you are in the fact that you are no longer the same partner as before the disease because you previously had plenty of energy and profits and now struggling to get through a normal everyday life

9: You must deal with illness and treatments 

I think that one of the most important thing learning to accept living with illness needs is to let go of thoughts about what you could do before you got sick or a few years ago, it didn’t make you feel better because it will not be easier to live that you are thinking about everything what you could do before the illness, I remember when I occasionally discovered that there were things I could no longer do my self, even though it was not easily to accepted I tried to accepted that there was nothing that I could du to change about it, some of the things I found out to do differently or perform for a shorter time. 

No matter how much you try to avoid it, it becomes a bit the disease that sets the agenda because you can not do the same on a bad day like on a good day and for me it has been a long journey to learn to accept that the disease is a part of me but that I’m still worth as much. It will be a little easier to live with the disease if you accept it to be there, so you do not use all your efforts to fight against the disease.